Så måske tænker du:
“Okay, fair nok, det lyder da meget cool… men hvor passer jeg egentlig ind i det her? Tror du, jeg har et mirakel liggende i baglommen eller hvad?”
Helt ærligt tror jeg, at de fleste af os allerede føler, at vores tallerken er fyldt til kanten med planer, ansvar, pligter, forventninger fra os selv, venner, familie og verden.
Så ja — hvor skulle det mirakel lige gemme sig?
Og det er faktisk hele pointen.
Vi er ikke skabt til at gøre det her alene.
Der kommer ikke et mirakel.
Det er derfor, du kan være her — sammen med mig, og alle de andre, der gør noget… uanset hvordan det “noget” ser ud for dem.
Invitér nogen. En du stoler på, en du elsker, en du kun har mødt én gang, men hvor noget klikkede.
Det er sådan, det spreder sig — langsomt, og så pludselig overalt.
Vi ønsker, at alle skal kunne føle, at de hører til her.
Ikke fordi vi prøver at blive det største i verden — men fordi jeg oprigtigt tror, at det her kan hjælpe mange mennesker med at føle sig mindre alene og mere håbefulde.
Hvis du kan — fysisk, mentalt, følelsesmæssigt — vil jeg også elske, hvis du kom til en forsamling.
For der sker noget, når man står sammen med mennesker, der virkelig bekymrer sig.
Det minder en om, at man ikke er den eneste, der drømmer. Man begynder at føle håb og inspiration.
Men — og det er vigtigt — hvis man ikke kan møde op, eller ikke har lyst lige nu, eller hvis livet, lige nu er rodet, tungt eller overvældende… Så er det fuldstændig okay.
Som jeg sagde: vi døjer alle med forskellige ting. Vi har alle vores forpligtelser. Vi har alle et liv, der fylder.
Du gør stadig meget, bare ved at dele.
Måske til en fest. Måske over aftensmad. Måske på en gåtur, eller til en filmaften.
Tillad dig selv virkelig at fantasere over, hvilken slags verden du faktisk vil leve i — en verden, der ville være god for alle.
Den verden, der tænder noget indeni dig.
Hvordan ville den se ud?
Hvordan ville den føles?
Hvad ville ændre sig i dit liv, din by, dit land, verden?
Hvad skulle ændres for at vi kunne bevæge os i retning af den?
Det er okay, hvis det føles mærkeligt, svært eller fjollet i starten — de fleste af os er aldrig blevet opfordret til eller har lært, hvordan man gør.
Faktisk er jeg ret sikker på, at mange af os har oplevet, at når vores drømme var for store og håbefulde til at andre kunne rumme dem, så forsøgte de at holde dem nede — måske fordi de selv var bange for at drømme stort?
Det er svært at tage risiko, vise ærlighed, håb og sårbarhed.
Og hvis du nogensinde kommer på noget — selv bare en tanke, en skitse — så del det.
Fortæl dine venner. Fortæl din mormor.
Post det på hjemmesiden, eller tag det med til et af forsamlingerne.
Hvis jeg er der, vil jeg elske at høre om det.
Utopia er ikke noget, man bygger alene — vi skaber det sammen.

Jeg siger ikke “gå ud og ændr verden” — jeg siger: måske kan du prøve at ændre dit lille hjørne af den. På den måde, der giver mening for dig.
Som jeg har sagt før: “Vær den forandring, du ønsker at se.”
Det behøver ikke være højt. Det behøver ikke være stort. Det skal bare være ægte.
De ting kan føles usynlige — men det er de ikke. Og jeg lover dig: når du zoomer ud og ser det større billede, hænger det hele sammen.
Som et stort net vævet af mennesker, der prøver at flette deres tråde sammen for en bedre fremtid.
Det er The Heartline. Det er dét, vi bygger.
Nogle af os melder os ind i lokale råd. Andre Starter projekter i nabolaget, Rewild’er glemte jordstykker, gentænker transport, kultur, gentænker hvad livet kan være.
Vi hjælper med at forme fremtiden for real — ikke kun i hvisken, men i love, i skoler, i byer.
Og måske er du en, der får den næste store idé.